Et forbipasserende par gør en grum opdagelse på en morgentur. De ser et hus i brand og finder en svært forbrændt dreng udenfor huset. Drengens bror og mor er inde i huset, og en rystende efterforskning om tredobbelt drab tager sin begyndelse. Branden er påsat, men hvem har gjort det? For retsmediciner Hans Petter Hougen er det en ubehagelig sag. Selvom han har oplevet mange grusomheder, er det altid ekstra hårdt, når der er børn involveret. Sammen med kollegerne ved Bornholms Politi og Rigspolitiets rejsehold indleder kriminalassistent Cai Lyng jagten på gerningspersonen, og en forsmået elskerinde kommer hurtigt i politiets søgelys i en sag hvor morfin, en huskeseddel og brændte hårtotter får afgørende betydning.